Fastelavnsfest
Vi holder fastelavnsfest med tøndeslagning indenfor om formiddagen. Vi holder det på børnenes respektive stuer. Børnene må meget gerne komme udklædte. De voksne vil denne dag også være udklædte.
Bedsteforældre/Blomstens dag
Vi holder bedsteforældredag om foråret. Her inviteres bedsteforældre til kaffe fra kl. 14.00 – 16.00. Der kommer invitation med børnene hjem og vi spørger, om der er nogen forældre som har lyst til at bage en kage eller boller. Vi starter dagen med at bedsteforældrene sammen med deres barnebarn planter en sommerblomst, som bedsteforældrene har medbragt til dette formål.
Senere på dagen samler vi børnene og synger et par sange. Derefter er der hygge med bedsteforældrene og fælles kagebord.
Afskedsfest med de kommende skolebørn
Vi afholder en afskedsfest om aften for de børn, som starter i SFO til 1. april
Vi afholder denne fest, så både børn og forældre får sagt ordentligt farvel til børnehaven.
Sommerfest
Vi holder sommerfest hvert år med et tema. I vil modtage en invitation, når dagen nærmer sig. Hver familie medbringer sin egen mad, som stilles på en stor fælles buffet. Vi hjælper hinanden med at rydde op.
Julefrokost
En dag i december holder vi julefrokost for alle børn. Der vil være en særlig menu for den dag og frokosten bliver afsluttet med Risalamande.
Julegudstjeneste
Børn og personale bliver hvert år inviteret til julegudstjeneste i Store Heddinge Kirke. Når vi kommer hjem, spiser vi risengrød til frokost.