Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagligdagen i Strøby Børnehave

I Strøby Børnehave vægter vi nærvær, omsorg, leg og fordybelse. Derfor har vi mange tanker og begrundelser for, hvordan dagen kan starte godt for jeres barn. Vi siger altid godmorgen, da det er vigtigt at alle børn bliver set. 

Frokostordning og medbragt frugt

Vi har en frokostordning, men dit barn må gerne have frugt med. Det giver en god start på dagen, hvis I sammen med jeres barn lægger frugt i frugtkassen.

Aflevering i fællesrummet

Vi vil rigtig gerne tage godt imod alle børn og derfor er der en voksen i fællesrummet, som har til opgave at skabe en god stemning ved aflevering. Der vil være mulighed for, at man som forældre sætter sit barn i gang med en af de stille aktiviteter, der er tilgængelige i fællesrummet. Det er den voksne i fællesrummet der kan tage imod beskeder fra jer og når I har sagt farvel vil den voksne sammen med barnet finde ud af, hvor det vil være sjovt at lege. Nogle børn vil gerne vinke ved dørene og det kan være en god aflevering, hvis jeres børn kan klare det alene. Vi følger altid op og holder øje. 

Vi har en ”komme/gå” skærm i fællesrummet. Det er her I, som forældre, hver dag skal tjekke jeres børn ind og ud. Vi vil hver dag gerne have kontakt med jer, så selvom der er tjekket ind digitalt, så ønsker vi også, at I siger goddag og farvel til de voksne. 

Morgenmad i fællesrummet fra kl. 6.30 til 8.00

Der er to personaler til at åbne og hvis jeres børn skal have morgenmad kan I sætte børnene ved morgenbordet. Vi arbejder med at børnene får lov til, at blive inddraget så meget de kan. Det betyder, at de f.eks. selv øser havregryn op o.s.v. Personalet hjælper med at understøtte jeres barn og I er som forældre også velkomne til at hjælpe.

Leg i fællesrummet, morgenstunden

Hvis jeres børn ikke skal spise morgenmad, er det muligt at gå i gang med stille lege i fællesrummet. Hver dag vil der være et tegnebord og tilbud om en anden finmotorisk aktivitet ved et bord (eks: plus-pluser, playmobil, perler) Det kan også være hyggeligt at starte sin dag i læsehjørnet med en bog eller måske er det rart at starte dagen i sofaen og blot være ”tilskuer” til at dagen ”vågner”. Kl. 7.30 møder næste personale ind. Der vil typisk være børn der ønsker at gå i et rum og vi vurderer hvilket rum det giver mening at være i sammen med børnene.

Det er også muligt at nogle børn får lov at lege uden voksne i f.eks. puderum eller Dukkekrog- Alt efter et skøn om, hvad der giver en god leg og en god start på dagen.

Leg i alle rum, formiddagen

I løbet af formiddagen møder flere personaler ind og der starter efterhånden lege i alle rum. Vi lukker dørene, fordi vi ønsker at legene ikke bliver brudt og fordi der er mange tanker og pædagogiske overvejelser i forhold til; hvad leg der sættes i gang, hvor mange børn der kan deltage, hvilke relationer vi gerne vil styrke og hvordan vi kan møde børnene anerkendende. Alt sammen for at skabe et godt læringsmiljø for jeres børn. 

Legepladsen

Vi prioriterer hver dag, at alle børn kommer ud at lege. Det er vigtigt for børnene, at få styrket sine motoriske kompetencer og frisk luft er godt for alles trivsel. I Strøby Børnehave har vi en rigtig dejlig legeplads, som indbyder til mange forskellige lege. Vi har en sansehave, som giver et særligt læringsmiljø for børnene. (Se særskilte beskrivelse af sansehaven) Om formiddagen kl. ca. 9.30 kommer alle de mindste børn ud og lege. Det er de børn, som sover til middag.

Billede - legende børn  Billede - barn i vandpyt

Samling

Klokken 10:30 er der hver dag samling. Samlingen slutter kl.ca. 10:50. Samlingen er en vigtig stund, hvor vi ser hinanden i øjnene og laver forskellige pædagogiske lege. Her øver vi bl.a; at vente på tur, stå frem, efterleve krav og følge kollektive beskeder, have det sjov i et fællesskab, at samarbejde, at synge og meget mere. Efter samling vasker vi alle hænder inden vi skal spise frokost.

Aktiviteter og afleveringstidspunkt

Vi skriver på BørneIntra/Aula, når der er aktiviteter for jeres barn eller hele børnegruppen.

Grundlæggende mener vi, at I som forældre skal have mulighed for at være sammen med jeres børn og vi har derfor ikke noget bestemt afleverings tidspunkt. Kommer I meget sent vil vi gerne vide besked. Vi har ønske om, at I er opmærksomme på de opslag vi skriver på BørneIntra/Aula.

BørneIntra/Aula

Mange af ugens dage vil der være særlige aktiviteter. Det kan være projektdage eller andre planlagte aktiviteter. Projekterne starter typisk kl. 9:30 og det vil være rigtig godt, hvis jeres barn er kommet lidt før, da det kan være meget forstyrrende for de andre børn, at I møder ind midt i det hele og jeres barn vil ikke få samme udbytte af projektet

Frokost

I Strøby Børnehave er der frokostordning. Vi spiser frokost kl. 11.00. Vi har beskrevet ”den pædagogiske ramme for frokostordningen” mere detaljeret under det særskilte afsnit ”Frokostordning”. Overordnet kan vi nævne, at vi forsøger, at inddrage børnene så vidt det er muligt og frokoststunden skal opleves, som en positiv stund, hvor vi har mulighed for at bruge og øve mange vigtige kompetencer.

Sovebørn

Når vi har spist frokost, så er der en del børn, som skal sove til middag. Vi samler ”sovebørnene” og en voksen går i puderummet, hvor der er redt senge og en anden voksen tager sig af bleskift. Den voksne i puderummet understøtter børnene i, at tage deres tøj af og børnene har hver sin kasse, hvor det bliver lagt i. I kassen opfordrer vi til, at der ligger sut og ”sovebamse”.

Når alle børn har fået tøj af og er blevet skiftet, så er der en voksen, som bliver i puderummet. Der bliver nogle dage sunget en ”godnatsang” andre dage er der små fortællinger, alt sammen for at give en tryg og rolig sovestund. Efter en halv time går den voksne ud og de børn der endnu ikke sover, går med, kommer i tøjet og kommer ud at lege i middagsstunden.

Ude leg

Alle de børn, som ikke sover til middag kommer ud og lege efter frokost. Vores legeplads indbyder til mange forskellige lege. Nogle dage bliver der sat voksenstyrede aktiviteter i gang. Det kan være; gemmeleg, stafetløb rundt om huset, hulebygning i skoven, sandslotsbygning i sandkassen, vand leg om sommeren o.s.v.

Det er vigtigt, at børnene har overtøj og fodtøj med til alt slags vejr, ligesom det også er vigtigt med ekstra tøj i garderoben, da vand er et rigtig dejligt legetøj og der kan blive brug for at skifte tøj. Børnene er meget fantasifulde og det kan være at flyverdragten bliver godt mudret til efter en leg med ”mudderkager”.

Det er muligt, at bruge vores tørreskabe, hvis I medbringer fugtigt overtøj. Det kan være svært for børnene at finde deres ting og holde orden i garderoberne, derfor har vi et særskilt afsnit om garderoben.

Billede - legende børn  Billede - legende børn

Klokken ca. 13.45 rydder vi op på legepladsen. Vi samles i sandkassen og alle børn får opgaver til hvordan vi i fællesskab får kørt cykler og mooncars i skuret og samlet sandlegetøj. Vi er et fællesskab og derfor hjælper alle hinanden, så vi passer på børnehavens legetøj.

Leg om eftermiddagen

Når vi kommer ind fra legepladsen understøtter vi børnene i, at tage deres overtøj og fodtøj af og sætte på plads i garderobe. Derfor kommer de ind lidt af gangen.
I fællesrummet er der gjort klar med forskellige finmotoriske aktiviteter ved et par borde. Det kan være tegnebord, legobord, et bord med vildkatspil o.s.v.

Derudover er der mulighed for leg i de andre rum. De voksne fordeler sig. Der vil altid være en voksen der har ansvar i fællesrummet.

Frugtcafé

Vi holder frugtcafe i værkstedet fra kl. 13.45 til 15.00. Frugtcafe’ betyder, at børnene skiftevis komme i cafe’, hvor de spiser lidt frugt og brød. Det er en stund, hvor vi forsøger, at skabe ro og nærvær for børnene.

Efterhånden som børnene har spist bliver de bedt om at hente et barn til frugtcafe’. De øver på den måde; at efterleve en besked, at føle sig betydningsfulde, at lede og finde, at være en del af et fællesskab og føle ansvar. Den voksne i frugtcafeen sørger naturligvis for, at alle børn kommer til frugtcafe. 

Sidst på dagen

De børn der er tilbage sidst på dagen samles som oftest i fællesrummet eller i et andet rum. Nogle dage er der mulighed for at få læst en historie andre dage kan det være, at det er hyggeligt at sidde og tegne eller spille I-pad. Nogle børn vil gerne være de voksnes hjælpere. Det kan være sjovt at lægge vasketøj sammen, rydde puderne sammen i puderummet eller hjælpe med at feje.