Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ansættelse af dagplejere

Ansættelsesprocedure for dagplejere

Eventuel annoncering sker i lokalpressen og på kommunens hjemmeside. Det vil fremgå af annoncen, i hvilket område der er behov for nyansættelse.
Der udbedes skriftlig ansøgning.

Godkendelse af hjemmet

Der aflægges besøg i hjemmet, hvorefter der tages stilling til godkendelse – og efterfølgende jobsamtale.

Eventuelle ændringer i og omkring boligens indretning i forbindelse med godkendelsen, skal være udført inden ansættelsen. Ved andre aftaler skal tidsfrist overholdes, idet ansættelsesforholdet i modsat fald ophører.

Det er vigtigt, at ansøgers familie er indstillet på de ændringer der vil ske i hjemmet, i forbindelse med ansættelsen som dagplejer.

Ved godkendelse af hjemmet lægges der vægt på:

  • Børnene skal have naturlig adgang til den del af hjemmet, der er godkendt til dagplejebrug.
      
  • Atmosfæren i hjemmet.
       
  • Adgangsveje
    Afstand til offentlig vej.
    Indhegning.
       
  • Adgangsforhold til udendørsarealer
    Der skal være hegn om det område dagplejebørnene skal opholde sig på, i direkte forlængelse af huset.
       
  • Entre/bryggers
    Der skal være plads til garderobe til 4-5 børn. Såfremt garderoben placeres et andet sted i hjemmet, skal der tages højde for at vådt tøj ikke hænger i rum, hvor børnene opholder sig.
       
  • Trapper
    Disse skal afskærmes med gitter, hvis trapperum ikke kan lukkes af med dør. Der skal tænkes både på for- og bagside samt gelænder. Dagplejen leverer almindelige trappegitre. Individuelle løsninger sker for ansøgers regning.
       
  • Brændeovne
    Er den i anvendelse skal brændeovnen afskærmes med gitter, hvis ikke rummet kan lukkes af med dør. Afskærmning sker for ansøgers regning.
       
  • Legeområde
    Generelt lægges der vægt på, at børnene har et passende område, hvor de kan lege og opholde sig på og hvor legetøj er tilgængeligt for børnene. Det anbefales at der er et selvstændigt værelse på ca. 8 –20 m2.
    Alt efter husets indretning, kan legeområde også etableres i opholdsstue, køkken/alrum, hvis disse er meget rummelige.
    Dagplejen leverer legemøbler og legetøj. Egne møbler i legeværelset drøftes med tilsynsførende.
       
  • Spiseplads til børnene
    Indrettes enten i eksisterende spisekøkken eller på legeværelse. Dagplejen leverer børnestole.
       
  • Pusleplads
    Skal placeres i nærheden af rindende vand – gerne på badeværelse eller i bryggers, men aldrig direkte på vaskemaskine, tørretumbler eller fryser. Anden placering kan vurderes, herunder anvendelse af vaskebalje.
    Dagplejen leverer puslebord, puslepude og engangshandsker.
       
  • Have- og badebassiner
    skal være indhegnet med nedgravet højt hegn, som godkendes af den tilsynsførende.
        
  • Gulvbelægning
    Ved gulvbelægning tages højde for temperatur, støjforhold og hygiejne.
       
  • Indeklima
    Der foretages en generel vurdering af indeklimaet, samt lysindfald i huset - i særdeleshed der hvor børnene skal opholde sig.
    Hjemmet skal have et højt hygiejnisk niveau.
       
  • Kemikalier, rengøringsmidler og medicin
    skal placeres i en højde, hvor børnene ikke kan komme i kontakt hermed.
       
  • Stikkontakter af ældre dato, skal sikres med børnesikringspropper
    Løse ledninger o.l. skal samles, således at det ikke er til fare for børnene. Opmærksomhed skal rettes på ledninger fra radio/CD-afspiller, hvis de er placeret højt oppe.
       
  • Dyr i hjemmet
    Disse skal kunne holdes adskilt fra samvær med børnene, såvel inde som ude.
    Dyremad og kattebakke må ikke stå tilgængeligt for børnene.
    Hjem som er godkendt uden dyr, skal revurderes ved anskaffelse af dyr.
       
  • Tvillingebarnevogn og/eller klapvogn til brug ved gå-ture leveres af Dagplejen.
    Forældre skal medbringe barnets egen barnevogn til brug for middagssøvn. Barnevogne skal kunne placeres hensigtsmæssigt ud fra vejrforhold – her tænkes på muligheden for at stå i skygge, læ m.v.
    Der skal påregnes plads til hensigtsmæssig opbevaring af barnevognene.
       
  • Rygning
    Der må ikke ryges i arbejdstiden pr. 1 april 2021. 

Jobsamtale

Med baggrund i den skriftlige ansøgning, afholdes samtale med ansøger, hvor der overordnet lægges vægt på:

  • Kvalifikationer
  • Samarbejdsevne
  • Motivation
  • Ansøgers personlighed
  • Dagplejens funktion og krav, herunder blandt andet kost- og rygepolitik, mødeaktiviteter, legestuedeltagelse, underretnings- og tavshedspligt
  • Ansøgers familie- og boligforhold
  • Tidligere ansættelsesforhold

Der indhentes børneattest på ansøger, ægtefælle/samboende og børn over 15 år.

Alle nyansættelser sker på fast månedsløn. Der aflønnes i henhold til overenskomsten mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Fag og Arbejde (FOA) og er omfattet ”Ny løn”.

Den ugentlige arbejdstid er 48 timer, som er det tidsrum, hvor dagplejeren er forpligtet til at modtage børn i dagpleje. Åbningstiden fastlægges af kommunen under hensyntagen til gruppens øvrige åbningstider og forældrenes behov. Arbejdstiden/åbningstiden fordeles på ugens fem første hverdage mellem kl. 6.00 – 18.00 i henhold til overenskomsten.

Ansættelsesudvalg

  • Dagtilbudsleder
  • Tillidsmand
  • Gruppens kontaktperson