Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagplejeprofil - Berith Thomsen

Billede - Berith Thomsen

Åbningstider 

man-tor: 6.45-16.30 
fre: 6.45-15.45 

Strandvejen 5

4671 Strøby

Se placering på kort

 

Velkommen hos Berith … 

Jeg ser dagplejen som et nært og hjemligt miljø hvor vi har god tid i alle gøremål. 
Den lille børnegruppe, betyder at alle børn bliver set og mødt af en nærværende voksen hver dag. 

På en almindelig hverdag … 

I løbet af ugen kan vi lave forskellige aktiviteter. F.eks. kan vi bruge en formiddag på at lede efter snegle i haven. Dagen efter kan vi tage på tur for at se om vi også kan finde snegle andre steder. Undervejs snakker vi om hvordan snegle lever og hvordan vi selv lever. Måske opdager vi hvordan snegle kryber hen ad jorden og vi prøver selv at krybe lige som snegle. På den måde udforsker vi naturen omkring os og bliver klogere på både naturen og os selv. 

En aktivitet vi ofte laver, er børneyoga. Vi øver motorikken, koncentrationen og fantasien, når vi hygger os med at lave yogaøvelser der efterligner snegle eller andre dyr. 

Nogle dage viser jeg vejen og har planlagt aktiviteter som tager udgangspunkt i børnenes interesser og udviklingsniveau. Andre dage viser børnene vejen og jeg understøtter børnenes leg og initiativer. 

Vi går jævnligt på ture i vores lokalområde for at for at opleve nye og spændende ting eller for at besøge de andre dagplejere.  

Der er meget læring og tryghed i rutiner, så jeg inddrager børnene i hverdagens gøremål, det kan være at rydde op efter legen, at dække bord og andre lignende hverdagssysler.  

En dag om ugen er vi i heldagslegestue, her mødes vi med flere andre dagplejere og har mulighed for at lege i større grupper og lave aldersopdelte aktiviteter. 

Vores samarbejde omkring jeres barn skal være ... 

Jeg er fortaler for lang indkøring, så hvis I har fået plads hos mig, og det er foreneligt med dagplejens øvrige aktiviteter, er I velkommen på jævnlige besøg inden opstarten. Dette giver jer og jeres barn mulighed for at opnå en tryg relation til mig og de kommende legekammerater i dagplejen inden dagplejestart. 

Det er vigtigt at I som forældre føler jer trygge i dagplejen, derfor vægter jeg åbenhed og dialog meget højt. Jeg lægger mange billeder på dagplejens intranet og tager mig gerne tid om eftermiddagen til en snak med jer om barnets dag. 

Hvilke rammer tilbyder jeg? 

Min have er indrettet så vi har mulighed for et godt udeliv. Vi en dejlig stor sandkasse, hvor vi tilbringer mange timer, vi har legehus, gynger, gemmesteder, og en masse andre spændende legemuligheder. Vi har også et stort halvtag, hvor vi kan nyde udelivet i læ for regn, sne eller bagende sol.  

Når det er sæson, planter børnene og jeg jordbær og krydderurter som vi passer og nyder godt af. Lige nu er vi ved at etablere en lille sansehave fuld af dufte og smage. 

Indenfor har jeg et lyst legeværelse og et legeområde indrettet med små legemiljøer såsom læsehule, legekøkken, legebord mm. 

Hvilke kompetencer har jeg? 

 Jeg er uddannet pædagog og har derudover taget flere relevante kurser bl.a.  

  • Faglig fyrtårn i den nye styrkede pædagogiske læreplan 
  • For tidligt fødte børn 
  • Sansemotorik 
  • Kost og hjernen 
  • Førstehjælpskursus tages hvert 2. år 
  • ICDP (International Child Development Program – kommunikation og relationskompetence) 
  • Grønne Spirer naturdagpleje, Certificeret af Friluftsrådet 
  • Idrætsdagpleje, med fokus på børneyoga, Certificeret af DGI 
  • Mindful dagpleje - mindfulness og bevidst nærvær, Certificeret af Mindful Børneliv 

I 2021-2022 deltager jeg i et marte meo kursusforløb. 

Hvem er jeg?  

Jeg er født i 1975 og har været dagplejer siden 2006. 

Jeg holder meget af dagplejen. Som pædagog har jeg valgt at arbejde i dagplejen fordi jeg ser dagplejen som det ideelle pasningstilbud til de yngste børn og samtidig en berigende arbejdsform og livsstil for mig og min familie. I dagplejen kan jeg arbejde med hjertet forrest og give hvert enkelt barn lige netop det som barnet har brug for. Det gør mig glad og giver mig arbejdsglæde.  

Jeg bor centralt i Strøby med min mand Frank. Vi har tre børn; Freya der er flyttet hjemmefra, men som tit er på besøg hos os, og Lærke og Clara der stadig bor hjemme og begge går i folkeskole. Vi er alle ikke-rygere og vores hjem er røgfrit. 

Vores husstand består også af katten Molly, som er særdeles børnevenlig og som for det meste bare passer sig selv. 

I min fritid holder jeg af at hygge i mit drivhus og at læse en masse bøger, lige nu står krimier og klassikere øverst på min læseliste. Derudover dyrker jeg selv yoga, hvilket også er grunden til at jeg bruger børneyoga som fast aktivitet i min dagpleje. 

 Billede - Grønne spirer  Billede - DGI